Vådrumsmembran



Okay. Ikke helt fantastisk at tage et billede mod solen, men man fornemmer alligevel planen - den kommende struktur i haven. Jeg fik "anlagt" de fleste stier inden frosten kom. Jeg synes, at linierne blev gode - og ser ud til at passe med mine sædvanlige gangruter i haven. Det giver mig også en helt legitim grund til at handle voldsomt ind på planteskolen, lige så snart vejret bliver lidt mere imødekommende. For her er jo pludselig en masse "bare" pletter i alle bedene, nu hvor græsset er dømt ude.




Maleren er gået i gang med spartling af alle vægge og lofter i huset. Det her er kun første spartling, men allerede efter 2. gang spartling ser det så meget bedre ud. Det er planen, at der kommer filt på i næste uge. Væggene maler han hvide, men jeg har besluttet at male gulvet. Det skal være en støvet aqua. Med to drenge, en airedale (læs meget store poter) og en kat - så skal gulvet kunne tørres nemt og hurtigt af. 





Jeg ved det godt. Det er verdens mest kedelige billeder. Men de skal med - for det er det, jeg har brugt de sidste mange dage på: Vådrumsmembran. Størrelsen af mit badeværelse er lige på grænsen, hvor hele rummet skal behandles som en vådrumszone. Så det har jeg gjort. Man skal være helt klar på proceduren ved vådrum. Og der er mange processer, som skal udføres meget grundigt og i den helt rigtige rækkefølge. Så nu ved jeg alt om primer, vådrumsarmering og vådrumsmembran. Badeværelset er det sidste vi får op at køre. For jeg skal have fat i en god VVS-mand til at lave gulv og afløb. Så det har stadig lange udsigter, men er nu klar til, at maleren kan spartle de dele, der ikke skal have mosaik på.