Nu med sort hus og ny-gammel sti

Nøøj, hvor var det dejligt, at få malet huset - inkl. den øverste del, som blev klaret af en sød (og høj) nabo. Kan slet ikke forstå, at jeg ikke fik gjort det noget tidligere. Det hjalp så meget på helhedsindtrykket. Det har fået en gang klar grundingsolie og et lag træbeskyttelse fra PP Mestermaling. Det skal have et lag mere af det sorte - og øvre kant skal være hvid, men det er super fint allerede nu. Og det trængte. Ved nærmere syn på træværket var det blevet så meget mere tørt end jeg umiddelbart troede. Så det hastede.




Der er stadig meget bart op ad huset - og det skal der selvfølgelig laves om på. Men først skal jeg have bygget et vindfang ved køkkendøren. Sandheden er, at jeg faktisk ikke aner, hvordan man bygger sådan et, men jeg må undersøge sagen og gøre mit bedste. Måske kan jeg finde en rigtig voksen og spørge til råds.



Lige nu synes jeg jo, at min have er meget brun i brunt. Men jeg bliver ved med at fortælle mig selv - og alle der gider høre på det, at det jo er fordi, at ingenting er vokset til endnu. Når 20 roser plus diverse stauder, klatre-ting og sommerblomster er vokset til, så skal det nok give noget, så det bliver mere frodigt. Det forpligter jo, når man har fjernet al græs. Der skal meget af alt det andet til.





Weekenden blev - udover at male - også brugt på at lægge den gamle sti om. Stenene blev taget op - og et lag stabilgrus/afretningsgrus kom på og blev vibreret - og tilbage med stenene. Der skal være krybende timian mellem stenene, men der skal bruges i hvert fald 120 planter, så det bliver for dyrt. Jeg har bestilt frø - og håber at kombinationen af priklejord, frø, vanding, insekt-net og lidt tålmodighed vil kunne gøre det - så der kan komme fine krybende puder mellem stenene før ukrudtet finder vej.