Store flyttedag på den helt forkerte årstid

Indrømmet. Her er ikke så langt fra tanke til handling. Efter Gittes og min snak her på bloggen i forbindelse med mit sidste indlæg - vedrørende min rhododendron, så kom jeg til at tænke mere og mere på, at jeg jo slet ikke var særlig vild med den - og at den alligevel havde en af de mere centrale pladser i haven. Bare forbi den var noget af det eneste, der stod her for et år siden - så behøvedede den jo sådan set ikke blive stående der. Så kære Gitte - jeg skar bæstet kraftigt tilbage - og gravede ham op. Stor og tung - og plantet alt for dybt efter terrænreguleringen, men op kom han med ex'ens hjælp. Han fik en plads i delvis skygge skråt bag drivhuset ved hækken.

Og i stedet indtog min store Magnolia Soulangiana pladsen. Den har en højde og fylde, som er pladsen værdig. Den giver en god rumdeling og pakker terrassen lidt ind. 


Jeg ved udmærket godt, at det er den helt forkerte årstid, men jeg er ikke god til at lægge en plan, der først skal udføres om flere måneder. Når beslutningen er taget, så er det bare afsted. Jeg har vandet godt op - selvom jorden var ganske fugtig fra start. Jeg krydser....







Da jeg nu havde flyttet den store Magnolia, ja så blev der jo noget bart i sydbedet. Jeg har faktisk så meget forskelligt med god højde i haven nu, at der ikke skal noget "stort" ind i bedet som erstatning. Jeg har flyttet Eden Rose over, som stod i en potte - og da hundehegnet var afmonteret for en kort stund - så var det en god lejlighed til at flytte lidt rundt på et par ting mere. Fx. stod to mosroser alt for tæt på hinanden - så jeg flyttede den ene frem i bedet - hvilket den også skulle, at den ikke bliver høj nok til den placering, den havde. Et par ting hang lidt med næbet, men det går nok. Siveslangen har i hvert fald været på arbejde, så.